Cliffords Tower York

Forord til Mutter Ansjos

I vor datters øjne var Mutter Ansjos, fra Rasmus klump serien, indbegrebet af den sødeste og kærligste mor et barn kunne have.

En sådan mor var min kone, Tove Thygesen.

Derudover var hun også en mønsterbryder, der med stor beslutsomhed ændrede den sociale arv for vor datters barndom.

Desværre fik vi ikke sendt Anna ud i verden. Hun blev som fjorten årig slået ihjel af en skolebus.

Digtene er et udvalg af alle de digte min kone skrev, som udtrykker sorg, savn og længsel efter Anna.

01

Forældrenes digt til Anna

 

Vi så dig som den spædeste spire,

så dig sætte dit første blad,

så din stærke gren og din fine krone.  

Vi har værnet dig mod sygdomme,

vindens rasen og vandet din rod.  

En dag skal du plantes ud i en andens have,

der at blomstre,

at sætte frugt og bære nye slægter videre.  

Toves barndom

Tove blev født 19. juni 1950 i Slagelse. Hun voksede op på landet i et lille husmandssted, uden nogle moderne bekvemmeligheder, men sammen med høns, grise, hund, kat, tobaksrøg, halmstøv, arbejde med at tjene penge til blandt andet skolerejse og så videre. Tove fik som spæd astma og allegi på grund af indeklimaet og alle disse dyr. Hjemmet blev ikke saneret og hun fik stort set ingen medicin.

Hun fortalte mig at hun som barn, meget tit, ønskede og håbede på at nogle søde mennesker ville tage hende væk fra alt dette, når hun var allermest syg af astmaanfald i ugevis, men det gjorde der ikke. Ingen hjalp hende væk fra alle disse lidelser.

Med tanke på sin egen barndom, der var præget af svigt, sygdom, tæsk og ligegyldighed, ønskede min kone ikke at sætte børn i verden.

En anden havde åbenbart sin egen mening. En lille Anna havde valgt min kone og mig til sine forældre, hvilket var meget glædeligt, men også meget bekymrende. Hvad nu hvis hun ----, så en plan blev lagt.

Anna skulle aldrig opleve en barndom som moderens. Min kone kendte symptomerne på astma og allergi. Hun vidste hvordan man kunne undgå at blive syg, men det var kun den ene del, den anden del var at Anna skulle være hver dags centrum.

Annas barndom.

Anna blev født den 10. april 1980. Hun voksede op i Fuglebjerg. Det er en meget overkommelig og hyggelig by med dagpleje, børnehaver, fritidshjem, flere skoler, spejder, musikskole, et meget aktivt sportsliv, bibliotek, amatørscene, plejehjem og mange butikker, Der manglede kun en svømmehal.

Omegnen byder på flere fortidsminder.

Min kone ændrede fuldstændig den sociale arv for vor datter, der fik en fantastisk opvækst og blev det kærligste, gladeste og et meget sundt og videbegærligt barn. Anna blev støttet i alt hvad hun havde lyst til og var hver dags centrum. Helt diametralt moderens barndom.

Anna var meget disponeret for at få astma og allergi, idet moderen var invalideret af sygdommen. Flere i min kones familie, på mødrenes side, havde astma og allergi i større eller mindre grad. På den baggrund blev der holdt godt øje med Anna, så hun ikke udviklede denne sygdom.

Metoden.

Metoden for at bryde den sociale arv var egentlig ikke så svær. Min kones metode var ganske enkel, alt skulle bare være lige modsat hendes egen opvækst, hun spurgte sig selv:

  • Ville jeg acceptere at min mand udsatte mig for det og det?
  • Ville jeg acceptere at andre mennesker udsatte Anna for det og det?
  • Desuden talte vi meget om alt muligt, når vi var samlet i det daglige omkring spisebordet, blandt andet om hvordan vi skulle opføre os overfor hinanden.
  • Gå aldrig tilbage til en "fuser", eet svigt er eet for meget.

 

Omkostningerne.

Det var ikke uden omkostninger for os at være mønsterbryder og bryde den sociale arv for Anna. Vi blev nødt til at bryde med vores familier, der ikke var interesseret i at støtte op og hjælpe os med, at Anna ikke fik astma og allergi. Det blev også mere og mere klart for min kone, hvor meget hun selv havde undværet i sin egen barndom. Men min kone havde et klart sigte, som hun holdt fast i, nemlig at:

  • Anna skulle aldrig, som barn, arbejde for nogen og tjene penge til sine egne ønsker.
  • Anna skulle have den uddannelse hun ønskede sig, så skulle vi nok forsørge hende så længe.

Dagen lang var Anna i sving med at lege, øve sig i musik eller lave lektier, indtil hun modvilligt faldt i søvn om aftenen.

For vort eget vedkommende blev vores omgangskreds mindre og mindre.Flere anskaffede sig kat eller hund, så kunne vi ikke komme der mere. Enkelte gange foreslog vi, at vi kunne ses på en picnic tur til stranden, men dette faldt aldrig i god jord.

 

Min kones forudanelser.

To til tre år før Anna blev kørt ihjel af skolebussen, havde min kone en stærk fornemmelse af, at "noget" ville komme og tage Anna væk fra os. Hun tænkte ikke på ulykker, men mere på at en ung mand ville "bortføre" Anna, blive gift med hende, så hun flyttede hjemmefra.

Som tiden gik, blev min kones fornemmelser stærkere og stærkere. I de sidste måneder før ulykken var den så stærk, at hun nogle morgener måtte ind på Annas værelser for at se om hun endnu var levende, men hun var som altid sund, rask og spillevende.

Kort tid efter at Anna var cyklet til skole den 21. november 1994 om morgenen, som var den allerskønneste morgen, skyfri, solen var ved at stå op og fuglene fløjtede, hørte min kone godt ambulancen med udrykning. Hun forbandt det ikke med ulykker og død og slet ikke med Anna, der altid cyklede på cykelstien og overholdt færdselsloven.

Samme morgen, men inden politiet kom og fortalte at Anna var kørt ihjel, følte min kone en stor lettelse over at nu kunne intet ondt ramme Anna mere og at hun var et dejligt sted.

Jeg havde ikke selv nogle af denne slags oplevelser eller forudanelser.

 

Annas tragiske død.

Det var et voldsomt slag for os da Anna blev kørt ihjel af en skole bus. Det skete den 21. november 1994.

Anna var ved sin tragiske død som 14 årig, meget optaget af skolen, skuespil, klaver og tværfløjtespil, tambourkorps, tegning, spejder, pennevenner, ferier og meget mere.

Hvis man kan bruge ordet enestående om en begravelse, så fik Anna en sådan. Tambourkorpset gik forrest og spillede. Musikanterne var bare tolv til seksten år gamle. Annas bedste ven bar fanen. Hendes lærere og skolekammerater bar kisten.Og hundredvis af børn og voksne fyldte kirken og kirkegården.

Min kone havde tegnet meget i flere år, men i årene efter Annas død skrev hun i stedet for digte.

For at ære min kones digte, der også viser det dybe savn efter, men også sammenhørighed med vores elskede datter Anna , har jeg ønsket at udgive et lille udpluk af Toves digte.

 

Et Indiana Jones liv.

Det var med tilbageholdt åndedrag da min kone og jeg åbnede Annas dagbog nogen tid efter begravelsen. Det var gået op for os at vi kun kendte halvdelen af Annas liv og færden. Den anden halvdel uden for hjemmet, skolen, kammerater og aktiviteter, kendte vi meget lidt til, så vi håbede at dagbogen kunne fortælle os noget. Der var meget få, som ville fortælle os om Annas færden uden for hjemmet. På den tid var der en serie i fjernsynet om Indiana Jones, da han var barn omkring fjorten - femten år. Han var med sine forældre mange spændene steder i verden. Anna havde betroet sin dagbog, at hun havde haft et Indiana Jones liv.

Det glædede os meget trods alt.

Annas pennevenner.

Anna havde flere pennevenner i kortere eller længere tid. Især Rose fra Hong Kong og Øzge fra Denizli i Tyrkiet havde hun skrevet sammen med i flere år, da hun blev kørt ihjel.

Begge to har været og besøge Annas gravsted. De har begge boet hos os og set en del af Danmark, lige som vi har besøgt Øzge i Tyrkiet og set noget af hendes land og traditioner, hvilket var meget interessant for os. Rose som tog uddannelse i Schweiz, besøgte vi der samt i Florida.

Desværre tabte vi forbindelsen med dem begge to.

 

Annas undren.

Anna tænkte altid på mange ting og var i mange år interesseret i, hvordan gamle dage havde været før hun blev født og hvordan der havde set ud. Derfor havde hun set mange museer, jættestuer, stendysser, ruiner og fået læst og selv læst mange bøger om dette. Een ting undrede hun sig meget over: Hvordan kunne konger og andre rigmænd bare forlade deres hjem og se på at det forvanledes til en ruin. Det udtrykte hun således:

Ruinen

 

Ruinen lå i et smukt solskin

det var utroligt, at den

havde stået i århundreder.

Murstenene var grå og triste

buske voksede op langs

ruinerne.

 

Engang for århundreder siden

havde ruinen været et

prægtigt slot.

Med konger

og dronninger

og prinser og prinsesser.

 

Kejsere og Fyrster var kommet

fra fjerne lande

for at se det smukke slot.

Men så var man rejst,

rejst,

for aldrig at vende tilbage.

Digte fra Annas venner.

Anna havde nogle rigtig gode venner. Vennerne skrev disse to digte og sendte til os kort tid efter ulykken.

Et træ

 

Et træ, tror du, det har et hjerte?

Tror du, det kan føle smerte?

Kan det, føle sorg og glæde?

Tror du, det kan le og græde?

For vor Anna.

 

ooOOoo



 

Elsker du rigdom

 

Elsker du rigdom

Så elsk ikke mig

For der er piger i verden

Der er rigere end jeg

 

Elsker du skønhed

Så elsk ikke mig

For der er piger i verden

Der er skønnere end jeg

 

Men (!) elsker du kærlighed

så elsk dog mig

For der er ingen i verden

Der elsker dig højere end JEG

Jeg savner dig MEGET Anna.

 

Lykke Rasmussen.

 

 

Genforening i det hinsides?

Min kone havde som hun sagde, kun haft fjorten dejlige år i hele sit liv.Hendes savn og længsel efter Anna var stort og hun havde det lønlige håb om at hun måtte gense Anna når det blev hendes tur til at sejle bort.

Det blev det den 7. maj 2012, hvor min kone døde af et hjertestop medens hun sov.

 

 

Et skib sejler bort.

Jeg står og ser hende forsvinde i horisonten.

Nogen ved min side siger:

"Hun er borte"

Borte fra hvad?

Borte fra mit blik, det er alt.

Hun er lige så stor som jeg så hende her.

Størrelsen

og mangelen på at se hende,

er i mig,

ikke i hende.

I samme øjeblik nogen ved min side sagde:

"Hun er borte"

Er der andre der har observeret hende komme,

og flere stemmer i,

de udbryder glade

og forventningsfulde

"Der kommer hun".

 

 

Til allersidst.

Det var en stolt moder der vinkede farvel til sin fjorten årige datter om morgenen den 21. november for at cykle til skole. Hun vidste at Anna kunne cykle mange kilometer hver dag og marchere i timevis, medens hun spillede på tværfløjte, uden at blive træt og forpustet. Hvis Anna var nået til at skulle vælge sin uddannelse, var næsten alle muligheder åbne for hende.

På trods af det fremragende helbred fik Anna aldrig idrætsmærket i skole, fordi hun ikke kunne løbe 400 meter på tid, hun tabte vejret og måtte opgive. Ved sådanne løb fik hun anstrengelses udløst astma. Det var hun meget ked af.

På grund af moderens utrættelige indsats for at hindre Anna i at udvikle astma og allergi, som er meget invaliderende, var en lille dosis medicin hver dag nok.